Ordensregler
Indledning
Skovgårdsparken er en ny udstykning fra 2007. Udstykningen er placeret i den sydlige del af Slots Bjergby. Området er stadigvæk under etablering, og ikke alle grunde er solgt, hvorfor disse henstår som åbne marker. Hensigten er, at vi skal have etableret området, herunder fællesarealer, rabatter og de ubebyggede grunde med henblik på at få et dejligt kvarter, hvor alle kan nyde den gode beliggenhed og hinandens naboskab.
Grønne områder, stier (og legepladsen)
Fællesarealerne er til fælles afbenyttelse. Alle har derfor fri adgang til anvendelse af disse under behørig hensyntagen til alle.
Fællesarealerne ved søen (branddammen) midt i udstykningen, udsigten, veje og stier samt belysning af disse bliver passet ved grundejerforeningens foranstaltning. Pasningen af de nævnte arealer indbefatter således både græsslåning samt snerydning af adgangsveje for post- og renovationsmedarbejdere mv.
Den enkelte ejer har selv ansvar for at holde græsrabatterne ud for sin parcel.
Færdsel og ophold på veje og stier
Der er hastighedsbegrænsning i hele området på 30 km/t, hvilket skal opfattes som den maksimalt tilladte hastighed for såvel motorkøretøjer som cykler. Motor- og knallertkørsel samt ridning på grusstierne er ikke tilladt.
Der henstilles til, at alle rydder op efter sig – også på fællesarealerne. For at højne sikkerheden på vejene i området er det ikke tilladt at lade legetøj, værktøj, maskiner og byggematerialer ligge eller henstå på veje og rabatter.
Parkering af biler og andre motorkøretøjer skal fortrinsvis ske på egen matrikel. Når det er nødvendigt at parkere på gaden, skal det ske uden gene for den generelle færdsel i almindelighed og uden gene for til- og frakørsel til matriklerne i særdeleshed.
Ubebyggede og ubeboede grunde
Ubebyggede grunde og haver til ubeboede huse skal være renholdt, så de ikke er til gene for de øvrige beboere i udstykningen.
Renholdelsen, det være sig jordbehandling, græsslåning eller kemisk ukrudtsbekæmpelse, bør ske, så spredning af frø ikke finder sted. Behandlingstidspunkterne skal senest være d. 15. maj og d. 1. september. Hvis dette ikke overholdes, lader foreningen slåning og renholdelse foretage for ejers regning. Omkostningerne herved inddrives efter samme regler som kontingentrestancer, jf. vedtægterne.
Hunde
Hunde er under hensynstagen til de øvrige beboere lige så velkomne i området som andre husdyr. Hunde skal holdes på egen matrikel, således at forbipasserende ikke generes, og uden for matriklen skal de føres i snor, ligesom ejeren under hundeluftning naturligvis fjerner sin hunds efterladenskaber.
Ydermere henvises til gældende lov om hunde i Danmark herunder den gældende politivedtægt, for Syd- og Vestsjællands Politikreds.
Generelt
Området bliver mere og mere etableret, hvorfor der er behov for, at vi opstiller nogle retningslinjer for at bevare det gode klima i området. Området er ikke færdigbebygget, hvorfor her vil forekomme en del byggestøj endnu nogle år frem. Alligevel henstiller vi beboere og kommende byggeherrer til at overholde gældende politivedtægt omhandlende ”støjgrænser”. Vi beder dig/ jer derfor huske, at disse retningslinjer er fastsat for at beskytte dig, dine naboer og bebyggelsen. Samtidig er de et led i bestræbelserne på at skabe god ro og orden for beboerne og fællesarealerne i pæn stand – og dermed holde vedligeholdelses-omkostningerne lavest muligt.
For at bevare det gode klima beboerne imellem, bedes du/I ved eventuelle opståede problemer henvende dig direkte til vedkommende, inden du retter henvendelse til bestyrelsen.
Det skaber tryghed og tilfredshed, hvis alle erkender nødvendigheden af at tage hensyn til hinanden.